Category "Boganmeldelser"

2apr2010

For 3 år siden mistede Pernille Strøm Øster sin lillebror i en tragisk ulykke. Den ene dag en ung, ubekymret 19-årig pige, klar til at erobre verden, den næste dag en pige med et ældgammelt sind, med alt for meget livserfaring og med en lillebror i himlen.

Bogen ”Tankestrøm og -streger” er en bog flettet sammen af Pernille Strøm Østers tanker og følelser – i form af digte, illustrationer, kollager, fabler, anekdoter, tankespind og meget mere.

En bog hvis formål er at beskrive, hvordan et ungt menneskes sorgforløb med mange op- og især nedture kan se ud. Og et opråb til, at vi forsøger at bryde de mange tabuer og tør tale om døden og sorgen – uanset alder.

17mar2010

En selvstændig fortsættelse af Farlige fotos – denne gang er det bare Michelle, der er hovedperson. Michelle er dybt forelsket i Oliver, men det er håbløst, for han kan kun lide sådan nogle lækre, tjekkede piger som Emma. Pludselig er det alligevel, som om Oliver er interesseret, og han begynder at sende sms’er til Michelle. En aften kommer han også forbi, men han lader som ingenting, når de er i skolen? Signe går bare sin vej, når Michelle vil tale med hende om Oliver, og det er, som om de er ved at glide fra hinanden. Oveni det skal Michelle skaffe noget pænt tøj til en barnedåb og holde styr på sin skøre mor…

14mar2010

Hedvigs forældre og lillebror er døde af en uforklarlig febersygdom, som har spredt sig til hele samfundet. Der er ingen lyde, gaderne tomme med døde mennesker overalt, elektriciteten er væk og et totalt mørke spreder sig. Hedvig er helt alene og chokeret, hun vil bare væk. Men hvor skal hun tage hen?

Efter at have forsynet sig med friluftsudstyr på sin skole, drager hun mod skolens undervisningsgård med dyr lidt uden for byen. Gården bliver hendes nye hjem, og langsomt opbygger hun sig en tilværelse, hvor hun lever et sekund ad gangen: Hun lærer, hvordan man malker en ko, tænder ild i brændeovnen og efter et stykke tid indfinder der sig noget, der ligner en slags hverdag.

En dag opdager Hedvig fodspor i mudderet på gårdspladsen. En anden pige har også overlevet katastrofen. Det er en lettelse for Hedvig ikke længere at være alene og ensom, men det er heller ikke problemfrit at være to. Sammen forsøger de to piger at skabe sig en tilværelse midt i uvisheden.

Et sekund ad gangen er en dystopisk fortælling, The Road for unge og en moderne Robinson Crusoe. En undersøgelse og beskrivelse af hvad ensomhed og længsel er.

6mar2010

Ny by, nye venner? Så let skal det ikke gå for Greta, som flytter med sin mor til Berlin efter forældrenes skilsmisse. Hun kender ingen i byen, hun savner sine gamle venner, og sommerferien forekommer hende endeløs. Indtil hun begynder at chatte.

Hun møder en spændende pige, og de fortæller hinanden alt. Greta begynder at interessere sig lidt for sine nye omgivelser, og hun glæder sig til at chatte om overboen, som hun måske er lidt vild med. Men pludselig forsvinder Gretas nye veninde fra chatten uden nogen forklaring. Hun skulle ellers ud med en sød fyr, hun havde mødt på nettet. Er det mon hende, aviserne skriver om hver dag? Hende, som er blevet kidnappet? Greta har en klar fornemmelse af, at der er sket hende noget. At hun bliver holdt fanget et sted i Berlin. Men det kan være farligt at kende sandheden, og måske findes svaret tættere på, end hun tror …